Talk of the Town - Jeckelns Grossaktion i Riga 1941

Just som Karl Jäger den 1. december 1941 lagde en sidste hånd på sin rapport om udryddelsen af jøderne i Litauen, havde hans kolleger i Letland travlt med at løse en del af  jødeproblemet i Riga. Ansvaret for løsningen af jødespørgsmålet lå her i hænderne på den Højere SS- og Politifører (HSSPF) Friedrich Jeckeln. Som HSSPF havde han navnlig  til opgave at koordinere arbejdet mellem SS og de forskellige politiformationer, både tyske og lettiske.

Friedrich Jeckeln

Jeckeln havde i midten af måneden fået ordre til at likvidere jøderne i Rigas ghetto. Der var tale om en ordre fra Hitler, gennem Himmler, og Jeckeln og hans stab forberedte denne Grossaktion med vanlig tysk grundighed. At tilintetgøre jøderne, forklarede Jeckeln sine folk , var et spørgsmål om fædrelandspligt. Storaktionen begyndte tidligt om morgenen den 30. november, det var vinterkoldt og stadig mørkt. Ghettoen var blevet opdelt og  afspærret med pigtråd. Jøderne blev drevet sammen i store grupper, og med godt en halv times mellemrum blev de under bevogtning i kolonner på omkring 1000 individer drevet i retning af Dünaburg. Gamle og svage  og jøder med gangbesvær blev transporteret på ladet af  lastbiler. Nogle blev skudt undervejs. Alle endte de i massegrave i Rumbula-skoven. Godt og vel 1000 tyske og lettiske politifolk m.fl. deltog i opgaven, der ikke kun omfattede selve henrettelserne, men også transport, kontrol, og bevogtning osv..

Denne Grossaktion kunne selvsagt ikke undgå at vække stor opmærksomhed i hele Riga. Blot på én dag havde Jeckeln og hans folk - herunder Dr. Stahlecker, chefen for Einsatzgruppe A, som allerede omtalt andetsteds - da mørket faldt på, likvideret 10- 12000 lettiske jøder. Storaktionen i Riga blev ikke blot talk of the town, men tilmed omtalt på britisk og sovjetisk radio samme dags aften.

Men det var ikke kun lettiske jøder, der endte som" sardiner i dåse" - for at bruge Jeckelns egen formulering - det var også omkring 1000 tyske jøder, der endte deres dage som dåsesardiner. Tidligt om morgenen  den 30. ankom således en transport med jøder fra Berlin. Denne transport var oprindeligt bestemt til Kaunas i Litauen, men blev omdirigeret af Reichsbahn. Jeckeln handlede lynhurtigt. Jøderne fra Berlin var dårligt kommanderet  af toget, før de endte i massegrave i Rumbula allerede før den første kolonne med ghettojøder fra Riga nåede frem til skoven. Samme dag, men først over middag, gjorde Himmler kl. 13:30 et meget omtalt notat i sin telefonkalender:" Judentransport aus Berlin" - "Keine Liquidierung." Dette notat afspejlede en telefonsamtale, Himmler havde med Heydrich, der på dette tidspunkt befandt sig i Prag.

Den almindelige ordre til Jeckeln lød på, at alle jøder skulle likvideres. Transporten fra Berlin medbragte et vist antal  priviligerede jøder, der dannede undtagelse fra den almindelige regel. Jeckeln har vel været uvidende om dette særlige forhold, og dette indbragte ham senere en røffel fra hans chef, Himmler.
Likvideringen af alle disse ghettojøder var kun et første skridt i retning af det endelige mål. På grund af de elendige vejrforhold, dyb sne,  måtte aktionen afbrydes, for først at blive genoptaget den 8. december.

På dette tidspunkt gives ordren af Dr. Rudolf Lange, den politichef, der også deltog i den såkaldte Wannsee-konference i Berlin den 20. januar 1942. Dette møde, sammenkaldt af Heydrich, var oprindeligt berammet til at finde sted den 9. december, men blev udsat. Årsagen til udsættelsen er uklar og omtvistet. Det kan meget vel tænkes, at Heydrich har lagt afgørende  vægt på Dr. Langes deltagelse. Her var jo en "ekspert" i den praktiske løsning af jødeproblemet. Men netop i først halvdel af december 1941 var Dr. Lange travlt beskæftiget med praktiske spørgsmål i Letland.

Der er talrige vidner, tyske og lettiske, til den Grossaktion, der fandt sted i Riga den 30. november 1941. Jeckeln, der blev afhørt - og senere henrettet - af russerne, har ikke lagt skjul på hverken disse eller mange andre massehenrettelser, han som HSSPF havde ansvaret for.

En af de politifolk, der var til stede i Rumbula den 30. november, havde åbenbart fået nok, da han i december blev anmodet om igen at tage del i anden etappe af massakren på ghettojøderne i Riga.  I hvert fald siges han at have erklæret: " Ti heste kan ikke trække mig ud til (Rumbula)  igen!" Han blev fritaget for sin "fædrelandspligt".

Som man kunne forvente, har de såkaldte benægtere haft store problemer med at bortforklare  massakren i Riga den 30. november 1941. Deres forudfattede opfattelse er jo den, at den  tyske jødepolitik i anden halvdel af 1941 blot gik ud på at deportere jøderne østpå. Der var kun tale om en "territorial", dvs. geografisk løsning på jødespørgsmålet.

På sin sædvanlige forhastede måde har David Irving fortolket Himmlers telefonnotat på den måde, at vi her har et bevis på, at Hitler holdt hånden over jøderne. Hitler griber altså ind til fordel for jøderne, siger Irving. Hitler var altså en jødekærlig sjæl, mener Irving. Det er noget vrøvl af flere grunde. For det første nedfældede Himmler sit notat før han havde et møde med Hitler, dvs. før Hitler havde mulighed for at ytre sig om sagen. For det andet måtte det forhold, at Hitler forbød én enkelt jødehenrettelse jo betyde, at han i forvejen havde givet grønt lys for henrettelser i almindelighed. Altså kan Hitler ikke have været så jødevenlig, som Irving gik ud fra. Irving bestrider ikke selve massakren den 30. november. Han påberåber sig en vis general Bruns som vidne. Nu er det imidlertid lidt uklart, om Bruns var øjenvidne, eller blot havde hørt om massakren fra anden side.

Denne usikkerhed i forbindelse med ét enkelt usikkert vidne bliver dernæst misbrugt af Faurisson til at kaste tvivl over hele episodens historicitet. Faurisson ignorerer dermed på sin typiske måde alle de andre gode vidner.

Endelig har professor Butz i september 2008 givet sit besyv med. Butz mener, at "Keine Liquidierung" betyder, at toget fra Berlin ikke blev aflyst. Himmler og Heydrich har altså snakket om denne transport fra Berlin, og er blevet enige om at den fandt sted. Formålet med Butz´ komiske  krumspring er altså at undgå enhver tale om at jøderne blev likvideret. Det var kun, siger Butz, selve transporten, der ikke blev likvideret. Den fandt sted, toget fra Berlin blev ikke aflyst! Hvad der så skete med jøderne fra Berlin, da de nåede frem til Riga om morgenen den 30. november, tør Butz ikke udtale sig om. I anden forbindelse hart Butz udtalt, at alle jøderne overlevede krigen. Det må altså også gælder de jøder, der endte i massegravene i Rumbula. For at forklare paradokset, kunne man formode, at Butz tror på kødets genopstandelse. Herom siger Butz dog intet.

Man ser altså, at de tre benægtere betjener sig af den sædvanlige metode: Enten ignorerer de bevislighederne, eller også fordrejer de dem.

Butz, der er amerikaner, tøver ikke med at fordreje det tyske sprog til ukendelighed , tilmed med støtte fra en tysker, Germar Rudolf, der siges at have støttet Butz i at "likvidere" kan betyde at "aflyse". Hvad mon en normal tysk jernbanefunktionær i 1941 ville forstå, hvis han fik at vide, at en jødetransport ikke var eller skulle likvideres? Hvad forstår en dansker eller svensker, hvis man siger til ham, at toget skal likvideres?Hvordan skulle han dog forstå Himmlers notat på den måde, at toget ikke var blevet aflyst, dvs. at toget afgik til tiden, planmæssigt?

Der er hverken hoved eller hale på den slags  vrøvl og spidsfindigheder. Som man kunne vente, "glemmer" de alle at nævne den hovedansvarlige for dette kapitel af Endlösung der Judenfrage - Friedrich Jeckeln. Man kan læse mere, med udførlige kildehenvisninger, hos Wolfgang Curilla, Die deutsche Ordnungspolizei und der Holocaust im Baltikum und in Weissrussland 1941-1944, Paderborn 2006, pp. 214-243.

Dr. Christian Lindtner
Den 18. oktober, 2011.