Det fremgår imidlertid af EGs egne rapporter fra krigens tid, og af ledernes og deltagernes egne forklaringer afgivet efter krigen, at en af opgaverne netop gik ud på at skyde alle jøder, eller næsten alle, idet nogle skulle udnyttes som arbejdsjøder - indtil videre. På denne måde opstod et vist modsætningsforhold mellem Heydrichs EG på den ene side, og de militære eller civile tyske myndigheder på den enden side, dvs. de myndigheder, der havde hårdt brug for jødisk arbejdskraft.
I virkeligheden var der ikke tale om noget absolut modsætningsforhold. Når arbejdsjøderne ikke længere kunne arbejde, blev de normalt "selekteret" , ført bort og skudt.
Det skønnes, at de fire EG bærer ansvaret for udryddelsen af omkring én million jøder. Noget helt præcist tal kan naturligvis ikke anføres, og enkelte unøjagtigheder i rapporterne, der blev udfærdiget i Berlin, kan selvfølgelig heller ikke udelukkes.
Den omstændighed, at der er unøjagtigheder i nogle rapporter, har fået nogle benægtere til at drage den konklusion, at alle rapporterne er falske.
Dette svarer til, at man modtager et brev eller en avis med trykfejl eller forkerte oplysninger, og deraf konkluderer, at brevet eller avisen som helhed er et åbenlyst falskneri.
Den amerikanske benægter, A. Butz, har tilmed påstået, at EGs indberetninger fra Sovjetunionen blev fabrikeret af kommunisterne i Moskva!
Hvis det var sandt, så måtte det logisk set betyde, at Heydrich blev holdt godt for nar, for sagen er den, at rapporterne blev kopieret i Berlin og dernæst sendt ud til de tyske myndigheder, ministerier osv., der havde en officiel interesse i at holde sig orienteret om forholdene i de besatte områder.
Alternativt, må Heydrich have været med på spøgen: Hvis Butz har ret, forudsætter det altså eksistensen af en hemmelig sammensværgelse mellem kommunisterne og den ellers som skånselsløs kommunistmodstander kendte Heydrich. Rapporterne - omkring 2900 sider - er udfærdiget på Heydrichs brevpapir, som Heydrich ergo må have forsynet kommunisterne med i forvejen!
Følger man den bizarre Butz, skal Heydrich altså først have forsynet Moskva med stakke af sit eget brevpapir. På dette brevpapir har russerne så fabrikeret stakkevis af falske rapporter fra Heydrichs egne SS-officerer. Disse falske rapporter er så blevet sendt tilbage til Heydrichs kontor i Berlin. Her har kontordamerne - hvis navne vi kender - så kopieret rapporterne fra Moskva og endelig sendt dem ud til diverse tyske ministerier og myndigheder, altså med posten fra Berlin, ikke med posten fra Moskva. Da rapporterne jo dokumenterer nazistiske forbrydelser, hvilket andet formål kan Heydrich så have haft, end at bekæmpe nazismen! Facit: Topnazisten Heydrich var - hvis man følger Butz-logik - en af nazismens førende fjender!
I tråd hermed mener Butz, at jøderne slet ikke blev myrdet, men tvætimod overlevede, bl.a. derved, at de flygtede til Amerika. Da krigen var slut, var alle jøderne der stadig, skrev Butz.
 |
| Karl Jäger |
Butz, Rudolf, Graf og andre benægtere forbigår Jägers rapport i tavshed - talende tavshed. Kun Faurisson nævner rapporten én enkelt gang, i 1990 (Ecrits revisionnistes, p. 1028), og affærdiger den som helhed - med vanlig chutzpah - med den usande påstand, at den aldrig er blevet undersøgt af eksperter og at dens kilder er ukendte.
Karl Jäger er med andre ord persona non grata i benægternes fiktive verden. Men tilbage til den historiske virkelighed:
I modsætning til flere af sine kolleger var Jäger ikke akademiker, men han var alligevel en omhyggelig og pligtopfyldende mand, tilmed meget musikalsk.
Det står nu fast, at Karl Jäger havde ansvaret for planlægningen af mordet på 137.346 jøder i Litauen. Det tog ham kun fem måneder! Jäger, der trådte ind i SD i Berlin i 1938, var fra sommeren 1941 indtil efteråret 1943 chef for Einsatzkommando 3, under Einsatzgruppe A ( Dr. Walther Stahlecker, med hovedsæde i Riga).
Under sig havde Jäger bl.a. den den yderst effektive og grundige jødehader Joachim Hamann (1913-1945), chef for "Rollkommando Hamann" - med ansvaret for skydningen af omkring 60,000 litauiske jøder.
Einsatzkommandoerne stod, som nævnt, under Reinhard Heydrich, den øverste chef for SD og Sicherheitspolizei (Sipo).
I Kaunas sammenfattede Jäger den 1. december 1941 i en rapport til Berlin resultatet af hans folks indsats i Litauen - fra første færd med hjælp fra litauiske partisaner: ialt 137.346 - næsten alle jøder. Jäger anfører omhyggeligt, hvor mange jøder - mænd, kvinder, børn - hans folk og de litauiske kollaboratører har skudt, dag for dag, landsby for landsby, let for os at følge på kalender og kort. Han skriver:
"Jeg kan idag fastslå, at EK 3 har opnået målet, at løse Litauens jødeproblem: I Litauen findes ikke længere jøder - bortset fra arbejdsjøderne inkl. deres familier."
Den 9. februar 1942 fulgte endnu en rapport; det samlede antal var nu oppe på 138.272 - næsten alle jøder. Jäger fortsatte pligtskyldigt sit blodige håndværk, og den 24 juli s.å. blev Hitler personligt underrettet om, "at idag er også Litauen jødefri".
Helt jødefrit har Litauen nu alligevel ikke været i juli 1942, for i sommeren 1944 blev der deporteret omkring 10000 jøder fra Litauen til koncentrationslejren Stutthof (ved Danzig). Det må have været resterne af de arbejdsjøder, Jäger modvilligt havde skånet i 1941.
Jägers indberetning til Berlin - kun det ene af fem eksemplarer er bevaret - er autentisk og dermed en udmærket førstehåndskilde til vor viden om Einsatzgruppernes virksomhed. Opgaven var at udrydde alle jøder, hurtigt og effektivt, med meget ihærdig bistand fra lokale frivillige. Kun arbejdsjøder blev skånet.
Jäger, der var født i 188, hængte sig selv i fængslet 1959. Han benægtede ikke de faktiske jødeudryddelser i Litauen, men fralagde sig ethvert personligt ansvar.
Hovedværket om Karl Jäger er nu: Wolfram Wette, Karl Jäger. Mörder der litauischen Juden, Frankfurt am Main 2011 (april) Pris EURO 9,99.
Dr. Christian Lindtner
April og september 2011
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar