I et ualmindeligt ondskabsfuldt angreb på den katolske præst Patrick Desbois og en lang række gamle ukrainske bondekoner, rejser Robert Faurisson i en artikel (http://theneworder.org/news/2012/01/father-patrick-desbois-one-hell-of-a-hoaxer!/), som en nationalsocialistisk hjemmeside netop har udsendt i anledning af Faurissons fødselsdag, et spørgsmål, der lyder: Hvordan kan man vide, at der er tale om jødiske massegrave?
Hvad taler vi om?
I juni 1941 angreb de tyske styrker Sovjetunionen, herunder Ukraine. Som allerede chefen for Einsatzgruppe D, Otto Ohlendorf, gjorde rede for i Nürnberg 1946, likviderede nazisterne i dette område ca. 90.000 jøder. Moderne beregninger og ny viden sætter tallet langt højere. En første omgang blev jøderne henrettet ved skydning og ligene kastet i massegrave. Gasvogne blev også anvendt. Senere, fra 1942, blev mange af massegravene gravet op og ligene brændt i et kun delvist vellykket forsøg på at fjerne alle spor af massemordene. I de senere år har Desbois og hans medarbejdere rejst rundt i Ukraine med det formål, at identificere de jødiske massegrave.
Til dato har Desbois og hans team afhørt mere end 1500 vidner og identificeret mere end 500 massegrave. Vidnerne er typisk gamle mænd og bondekoner, der fra sommeren 1941 var vidner til den tyske besættelsesmagts massehenrettelser, ikke blot af jøder, men også af sigøjnere og andre "mindreværdige elementer".
Faurisson påstår nu, at fader Desbois er en svindler, og at de ukrainske vidner er upålidelige. Han mener, at de fortæller opdigtede historier bl.a. for at kunne tjene penge på turister, der måske vil rejse til Ukraine for at besøge mindesmærker over massegravene. Ja, Faurisson påstår endog, at Einsatzgruppen, Babi Jar og beretningerne om massehenrettelser hører hjemme i myternes verden.
Læser man imidlertid Desbois´ bog, Der vergessene Holocaust. Die Ermordung der ukrainischen Juden, Berlin 2010, efterlades man med et ganske andet indtryk, et indtryk, der bekræftes til punkt og prikke af utallige samtidige tyske beretninger: Tyske polititropper ankommer til en landsby; jøderne bliver registreret; nogle sættes til tvangsarbejde eller i ghetto, andre sættes på lastvogne, køres nogle kilometer ud til en skov eller en grus- eller pansergrav, hvor de bliver skudt. Flere ukrainske vidner beretter samstemmende, at der var "liv" i gravene tre dage efter massehenrettelsen har fundet sted.
Faurisson har naturligvis ret i, at man ikke må glemme kommunisternes massegrave, der meget vel kan have været endnu mere omfattende, end de tyske. I teorien kan der forekomme forvekslinger. Men de gamle ukrainske bondekoner var bestemt ikke så dumme, at de ikke kunne skelne mellem kommunister og nazister - især ikke under besættelsen, der jo var tysk. En af disse gamle koner, som Desbois besøgte, rejser et spørgsmål, hun ikke selv har fundet svar på, og som vel også må melde sig for andre: Hvordan var det muligt, at disse nydelige og dannede tyskere kunne gøre sig skyldige i disse forbrydelser?
Hvordan skulle hun også kunne vide, at jødeudryddelserne skete efter ordre fra højeste sted? Hun har næppe fundet på, at spørge de pæne tyske officerer, om Hitler nu også havde givet dem lov til at skyde alle landsbyens jøder!
Svaret på Faurissons spørgsmål,er altså ganske enkelt: Når to helt uafhængige kilder, de tyske og de ukrainske, stemmer overens, kan man forlade sig på dem. Fader Desbois´initiativ har hensat Faurisson i et raserianfald, der har fået ham til at benægte troværdigheden af begge kilder.
Normale mennesker ryster på hovedet og skammer sig over Faurissons tåbelige frækhed, men den nationalsocialistiske hjemmeside er åbenbart meget tilfreds med Faurissons holdning i sagen.. Dette kan undre. Disse nationalsocialister tilbeder tydeligvis Hitler som om han var en gud, der stadig lever. De er selv erklærede antisemitter, akkurat som deres store forbillede, Hitler. Men de benægter fortørnet tanken om, at Hitler var en massemorder, der logisk nok (for ham) fik udryddet en god del af "verdensfjenderne".
Noget tyder således på, at de ikke ret har forstået den Hitler, hvis guddommelige storhed de tilbeder. Nogle af dem beklager tilmed, at Hitler ikke udryddede jøderne, men vil, som sagt, ikke høre tale om, at Hitler dog gjorde et helhjertet forsøg på at gennemføre en endelig løsning på jødeproblemet.
Man kan følge det arbejde, der stadig foregår vedr. ukrainske og andre jødiske massegrave på: http://www.yahadinunum.org. Fremhæves må tillige Andrej Angrich, Besatzungspolitik und Massenmord. Die Einsatzgruppe D in der südlichen Sowjetunion 1941-1943, Hamburg 2003.
Inga kommentarer:
Skicka en kommentar