When Robert Faursisson visited Stockholm in 1992, he made a famous challenge, when he said that he had been looking for a Nazi gas chamber for thirty years without finding any. So he challenged the Swedish medias with these words:
"Show me or draw me a Nazi gas chamber!"
Not only did the Swedish journalists but also the Scandinavian historians fail to do so. What a great pity!
This incident probably left many with the impression that there was no documentation for the existence of Nazi gas chambers. That, however, is a wrong impression, and Faurisson must have been counting on the ignorance of his audience. Faurisson often argues, even now in 2011: If there were no gas chambers, then there was no holocaust.
He knows very well, however, that there is manifold documentation for the existence of Nazi gas chambers. He also knows that this documentation is only available and known to a few specialists - including himself.
So, the French professor is fooling the public with his Chutzpah. He is also playing a trick, when he reduces the Holocaust to a mere matter of gas chambers in Auschwitz-Birkenau.
I have often asked Faurisson to answer various difficult questions with regard to the Holocaust, and I have asked others to help him do so. There have been no real answers, only evasions, distortions, silence etc. I am not the only person who would like to have answers to my questions.
So here is my challenge to Prof. Faurisson:
Please answer my questions, and I will then show you a Nazi gas chamber!
If you still fail to answer my questions, I fear that you are not really interested in seeing a Nazi gas chamber. I will think that your real attitude is this:
Don´t show me a Nazi gas chamber!
It is now up to Prof. Faurisson to decide what we all have to think about his challenge in Stockholm.
fredag 18 november 2011
söndag 13 november 2011
Kære Hanna - ORDNUNG und VERNICHTUNG!
På nordiske sprog findes efterhånden en stor mængde materiale om Holocaust. Grundige videnskabelige bøger finder man ikke , og da emnet jo er alvorligt, egner det sig kun dårligt til populær fremstilling. For det meste fokuseres der på Auschwitz. Auschwitz og lejrens gaskamre er i centrum - også når hensigten er at benægte, at massemordet på de europæiske jøder overhovedet fandt sted.
Benægterne henviser til de ret talrige usikre vidner, og påpeger, at det rent teknisk og fysiske er svært at forestille sig, hvordan masseudryddelser overhovedet var mulige i krematorierne og lejrens to "bondehuse". Man henviser også til, at der ikke findes dokumenter eller fysiske beviser af nogen art. Det kan jo lyde meget rigtigt, og har medført, at der mange, der tror, at Holocaust aldrig har fundet sted, men "er opfundet af jøderne".
Der foreligger her en fundamental fejltagelse. Ser man på Auschwitz i den større historiske sammenhæng, ville det have været noget af et mirakel, hvis der ikke havde været gaskamre i Auschwitz-Birkenau. De færreste synes at vide, at der var talrige gaskamre i Tyskland allerede fra 1939. Hensigten var altid, at udrydde "unyttige" mennesker på en "human" måde. Normalt blev afgørelsen truffet af tyske læger. Det siger derfor sig selv, ville jeg mene, at der må have været gaskamre i Auschwitz, af den simple grund, at der kom talrige "unyttige" jøder til Auschwitz. Hvorfor skulle Auschwitz dog danne en undtagelse fra den almindelige regel!
Den grundlæggende nazistiske jødepolitik var, fra sommeren 1941 den, at alle jøder, der ikke kunne arbejde, skulle udryddes.
Her skal det imidlertid ikke handle om de gaskamre, der efter al sandsynlighed fandtes i Auschwitz, men som nu ikke længere forefindes i deres oprindelige tilstand.
Man læser kun sjældent om den rolle, som tysk politi spillede i forbindelse med deportationerne og henrettelserne af de europæiske jøder.
Fra april til august 2011 blev der i Deutsches Historisches Museum i Berlin afholdt en udstilling om det tyske politis rolle og virksomhed under Hitler. Til udstillingen foreligger et meget instruktivt katalog, der stadig kan bestilles gennem boghandelen. Dets titel lyder: Ordnung und Vernichtung - Die Polizei im NS-Staat. Heraf fremgår, at ikke blot Gestapo, men også Kriminalpolitiet, Sikkerhedspolitiet og især Ordenspolitiet var dybt involveret i arrestation, deportation, registrering, bevogtning og henrettelse af europæiske jøder fra 1939 indtil 1945.
Himmler var øverste chef for politiets mange afdelinger. Heydrich var chef for Sikkerhedspolitiet (SIPO), og Daluege chef for Ordnungspolizei (ORPO). Müller var chef for Gestapo. Det er først i de senere år, at der foreligger meget omfattende dokumentation for de tyske politiformationers indsats i de besatte områder.
For en historiker er dette materiale meget værdifuldt. Kilderne har en helt anden kvalitet og lødighed , end de "vidner", man ellers præsenteres for i massemedierne og den populariserende litteratur. Der er tale om politirapporter, nogle fra krigens tid, andre, der er blevet til ved afhøringer af politifolk efter krigen. Overalt mærker man tyske grundighed og objektivitet. Der er på intet tidspunkt - mig bekendt - tale om at tyske politifolk er blevet udsat for tortur - af deres kolleger!
Da der stadig er så mange usikkerhedspunkter omkring Endlösung, søger man efter faste holdepunkter, og hvilke bedre holdepunkter kan en historiker finde, end tyske politifolks egne ord! Jeg har ved flere lejligheder fremhævet Wolfgang Curillas moderne standardværker om det tyske Ordenspolitis indsats i Baltikum, Hviderusland og Polen (fra 2006 & 2011).
I efteråret 1941 sendte en tysk politimand et brev hjem til sin kone, Hanna. Brevet er bevaret, det er et sikkert samtigigt dokument, og her læser man følgende:
"Kære Hanna,
Vi befinder os i en lille landsby (i Ukraine). Alle jøderne bliver udryddet (Alle Juden werden umgebracht). Men det behøver du nu ikke at tænke på! Sådan må det være!"
Da jeg for nogle måneder siden blev opmærksom på dette lille brev, bad jeg professor Faurisson om en kommentar. Han har jo ofte sagt, at tysk politi slet ikke havde til opgave at skyde jøder. Ved samme lejlighed bad jeg ham kommentere et telegram fra Himmler, politimandens øverste chef fra samme periode i 1941. Det lød:
"Alle jøder skal skydes. Jødekvinder drives ud i sumpene"
Jeg fik aldrig noget svar.
Dr. Christian Lindtner
Benægterne henviser til de ret talrige usikre vidner, og påpeger, at det rent teknisk og fysiske er svært at forestille sig, hvordan masseudryddelser overhovedet var mulige i krematorierne og lejrens to "bondehuse". Man henviser også til, at der ikke findes dokumenter eller fysiske beviser af nogen art. Det kan jo lyde meget rigtigt, og har medført, at der mange, der tror, at Holocaust aldrig har fundet sted, men "er opfundet af jøderne".
Der foreligger her en fundamental fejltagelse. Ser man på Auschwitz i den større historiske sammenhæng, ville det have været noget af et mirakel, hvis der ikke havde været gaskamre i Auschwitz-Birkenau. De færreste synes at vide, at der var talrige gaskamre i Tyskland allerede fra 1939. Hensigten var altid, at udrydde "unyttige" mennesker på en "human" måde. Normalt blev afgørelsen truffet af tyske læger. Det siger derfor sig selv, ville jeg mene, at der må have været gaskamre i Auschwitz, af den simple grund, at der kom talrige "unyttige" jøder til Auschwitz. Hvorfor skulle Auschwitz dog danne en undtagelse fra den almindelige regel!
Den grundlæggende nazistiske jødepolitik var, fra sommeren 1941 den, at alle jøder, der ikke kunne arbejde, skulle udryddes.
Her skal det imidlertid ikke handle om de gaskamre, der efter al sandsynlighed fandtes i Auschwitz, men som nu ikke længere forefindes i deres oprindelige tilstand.
Man læser kun sjældent om den rolle, som tysk politi spillede i forbindelse med deportationerne og henrettelserne af de europæiske jøder.
Fra april til august 2011 blev der i Deutsches Historisches Museum i Berlin afholdt en udstilling om det tyske politis rolle og virksomhed under Hitler. Til udstillingen foreligger et meget instruktivt katalog, der stadig kan bestilles gennem boghandelen. Dets titel lyder: Ordnung und Vernichtung - Die Polizei im NS-Staat. Heraf fremgår, at ikke blot Gestapo, men også Kriminalpolitiet, Sikkerhedspolitiet og især Ordenspolitiet var dybt involveret i arrestation, deportation, registrering, bevogtning og henrettelse af europæiske jøder fra 1939 indtil 1945.
Himmler var øverste chef for politiets mange afdelinger. Heydrich var chef for Sikkerhedspolitiet (SIPO), og Daluege chef for Ordnungspolizei (ORPO). Müller var chef for Gestapo. Det er først i de senere år, at der foreligger meget omfattende dokumentation for de tyske politiformationers indsats i de besatte områder.
 |
| Himmler og Daluege 1943 |
Da der stadig er så mange usikkerhedspunkter omkring Endlösung, søger man efter faste holdepunkter, og hvilke bedre holdepunkter kan en historiker finde, end tyske politifolks egne ord! Jeg har ved flere lejligheder fremhævet Wolfgang Curillas moderne standardværker om det tyske Ordenspolitis indsats i Baltikum, Hviderusland og Polen (fra 2006 & 2011).
I efteråret 1941 sendte en tysk politimand et brev hjem til sin kone, Hanna. Brevet er bevaret, det er et sikkert samtigigt dokument, og her læser man følgende:
"Kære Hanna,
Vi befinder os i en lille landsby (i Ukraine). Alle jøderne bliver udryddet (Alle Juden werden umgebracht). Men det behøver du nu ikke at tænke på! Sådan må det være!"
Da jeg for nogle måneder siden blev opmærksom på dette lille brev, bad jeg professor Faurisson om en kommentar. Han har jo ofte sagt, at tysk politi slet ikke havde til opgave at skyde jøder. Ved samme lejlighed bad jeg ham kommentere et telegram fra Himmler, politimandens øverste chef fra samme periode i 1941. Det lød:
"Alle jøder skal skydes. Jødekvinder drives ud i sumpene"
Jeg fik aldrig noget svar.
Dr. Christian Lindtner
söndag 30 oktober 2011
Dr. Toben ALSO needs YOUR Help!
Dr. Toben´s October 2011 comments go to show that I was not wrong in making the claim that "Holocaust Denial is Chutzpah".
He clearly claims that it is not for Prof. Faurisson to prove anything at all, for Prof. Faurisson does not make any claims himself.
But actually Prof. F. makes numerous claims, some of them even being quoted by Dr. Toben himself, e.g., "Neither here or elsewhere did there exist any order to kill the Jews."
That is a nice case of Chutzpah, or sophistry: To make a claim, and then claim that you make no claim.
I posed several questions to Prof. Faurisson without receiving any answer. Dr. Toben then turned up, but, alas, also failed to answer my questions. He simply ignored them, coming up with a few personal insults instead.
That, too, is a nice case of Chutzpah.
Dr. Toben launches a "definition" of the "Holocaust". I do not accept this poor definition, for it is far too narrow, and not in accordance with what actually happened. It would be like defining a car, leaving out the engine, the doors, the wheels, the windows etc. The cheap trick is to invent a stupid definition and then ascribe it, wrongly and dishonestly , to your opponent.
That, too, is a nice case of Chutzpah.
Dr. Toben also makes false inferences when asking for a Hitler order. From the fact that there is no WRITTEN order here and now, he infers that there never was any order at all. But there is good evidence that there was an ORAL order, as has often been pointed out by myself and others.
Thus, he not only ignores available evidence of an oral order, but also resorts to a false inference.
That, too, is a nice case of Chutzpah.
Finally, Dr. Toben makes various claims with regard to various trials, but they too, are - mere claims without any proofs being offered.
Dr. Toben is, of course, welcome to make all these false or empty claims. At the same time it ought to be clear to him that it is he himself - not his opponent - who is preventing an open debate on the Holocaust.
So, if he deplores that there is no open debate, that, too, is a nice case of Chutzpah.
A personal note: A friend of mine finds that I am wasting far too much time on "these nuts". One should, instead, just ask these "mad deniers" to explain what Himmler had in mind when he stated, in July 1941, and in June 1944:
1. "Sämtliche Juden müssen erschossen werden. Judenweiber in die Sümpfe treiben!" (All Jews must be shot. Jewish women must be pushed into the swamps)
2. "Es ist gut, dass wir die Härte hatten, die Juden in unserem Bereich auszurotten." (It is good that we had the hardness, to eradicate the Jews in our areas)
He clearly claims that it is not for Prof. Faurisson to prove anything at all, for Prof. Faurisson does not make any claims himself.
But actually Prof. F. makes numerous claims, some of them even being quoted by Dr. Toben himself, e.g., "Neither here or elsewhere did there exist any order to kill the Jews."
That is a nice case of Chutzpah, or sophistry: To make a claim, and then claim that you make no claim.
I posed several questions to Prof. Faurisson without receiving any answer. Dr. Toben then turned up, but, alas, also failed to answer my questions. He simply ignored them, coming up with a few personal insults instead.
That, too, is a nice case of Chutzpah.
Dr. Toben launches a "definition" of the "Holocaust". I do not accept this poor definition, for it is far too narrow, and not in accordance with what actually happened. It would be like defining a car, leaving out the engine, the doors, the wheels, the windows etc. The cheap trick is to invent a stupid definition and then ascribe it, wrongly and dishonestly , to your opponent.
That, too, is a nice case of Chutzpah.
Dr. Toben also makes false inferences when asking for a Hitler order. From the fact that there is no WRITTEN order here and now, he infers that there never was any order at all. But there is good evidence that there was an ORAL order, as has often been pointed out by myself and others.
Thus, he not only ignores available evidence of an oral order, but also resorts to a false inference.
That, too, is a nice case of Chutzpah.
Finally, Dr. Toben makes various claims with regard to various trials, but they too, are - mere claims without any proofs being offered.
Dr. Toben is, of course, welcome to make all these false or empty claims. At the same time it ought to be clear to him that it is he himself - not his opponent - who is preventing an open debate on the Holocaust.
So, if he deplores that there is no open debate, that, too, is a nice case of Chutzpah.
A personal note: A friend of mine finds that I am wasting far too much time on "these nuts". One should, instead, just ask these "mad deniers" to explain what Himmler had in mind when he stated, in July 1941, and in June 1944:
1. "Sämtliche Juden müssen erschossen werden. Judenweiber in die Sümpfe treiben!" (All Jews must be shot. Jewish women must be pushed into the swamps)
2. "Es ist gut, dass wir die Härte hatten, die Juden in unserem Bereich auszurotten." (It is good that we had the hardness, to eradicate the Jews in our areas)
"An Interview with ex-denier Christian Lindtner"
Holocaust Controversies interviewed me. Click on this link to read it: http://holocaustcontroversies.blogspot.com/2011/10/interview-with-ex-denier-christian.html
onsdag 19 oktober 2011
Professor Faurisson Needs YOUR Help!
The world’s absolute leading holocaust denier Professor Robert Faurisson has often complained that there is no "open debate" about the Holocaust. He has often also been helpful in making rare documents etc. available.
More than six months ago I asked him five questions about the holocaust. For reasons unknown, Professor Faurisson can or will not answer these simple questions. He either talks about something else, or does not reply at all.
In the interest of an open debate, I have now decided - after more than six months of no debate - to ask the public to help the famous French scholar answer my five questions from April 17, 2011:
1. You posited in 2006: "Neither here nor elsewhere did there exist any order to kill the Jews." Please provide one PROOF - just ONE proof - that this statement is true!
2. You stated in 2006, correctly: "The Einsatzgruppen...On the immense Russian front, they were mere 3000 (three thousand), drivers and clerks included." But why do you omit to mention that, when murdering Jews, they, the EG/EK, were assisted by some 20000 members of the Ordnungspolizei, and perhaps even more Ukrainian and Latvian and other non-German collaborators? That omission may be very misleading.
3. In discussing Babi Yar, you refer to John Ball´s air photos, and to a German document that you consider doubtful.- But why do you leave out all the other German documents? Why do you not mention the photos of Johannes Hähle, from Babi Yar and Lubny, for instance? Why do you not mention that the AA (Luther, von Weizsäcker) also knew of this mass murder? Such omissions, too, may be very misleading.
4. When it comes to the task of the Einsatzgruppen, you state that they would "have to check the identity of the prisoners and civilians. This does not mean that these people are going to be killed.” But, please, how does this interpretation of yours fit with e.g. what SS-Standartenführer Karl Jäger (EK 3) himself wrote in his report from Kaunas to Berlin, December 1, 1941: " Ich kann heute feststellen, dass das Ziel, das Judenproblem für Litauen zu lösen, vom EK 3 erreicht worden ist. In Litauen gibt es keine Juden mehr, ausser den Arbeitsjuden incl. ihrer Familien." The number of those killed by Jäger and his men (Joachim Hamann et al.) was 137.346. When it comes to the "Ziel" of the EG/EK - on whom are we to rely: On you - or on Karl Jäger? If you say that Karl Jäger - and the other commanders and members of the EG/EK - totally misunderstood the order - please provide proof - one or many, as you wish.
5. Often you repeat, "Show me or draw me a Nazi gas chamber". You have been doing so for years. Also, you claim that the much discussed Vergasungskeller (in Krema II, Birkenau) was not such a Nazi gas chamber. You, and others, have come up with various conflicting interpretations - gas shelters etc. etc. In other words, you are saying that the Vergasungskeller was not a Nazi gas chamber but something else. So, again, please give us just ONE PROOF that the Vergasungskeller, that we are here talking about, was not a Nazi gas chamber? And why did you not mention the note about the Gaskeller by Fritz Sander & Karl Schultze? And why did you not mention the Gasprüfer for Zyklon B?
Please, Professor Faurisson needs YOUR help!
Dr. Christian Lindtner
October 19, 2011.
More than six months ago I asked him five questions about the holocaust. For reasons unknown, Professor Faurisson can or will not answer these simple questions. He either talks about something else, or does not reply at all.
 |
| Professor Robert Faurisson in Copenhagen, Denmark 2002 |
1. You posited in 2006: "Neither here nor elsewhere did there exist any order to kill the Jews." Please provide one PROOF - just ONE proof - that this statement is true!
2. You stated in 2006, correctly: "The Einsatzgruppen...On the immense Russian front, they were mere 3000 (three thousand), drivers and clerks included." But why do you omit to mention that, when murdering Jews, they, the EG/EK, were assisted by some 20000 members of the Ordnungspolizei, and perhaps even more Ukrainian and Latvian and other non-German collaborators? That omission may be very misleading.
3. In discussing Babi Yar, you refer to John Ball´s air photos, and to a German document that you consider doubtful.- But why do you leave out all the other German documents? Why do you not mention the photos of Johannes Hähle, from Babi Yar and Lubny, for instance? Why do you not mention that the AA (Luther, von Weizsäcker) also knew of this mass murder? Such omissions, too, may be very misleading.
4. When it comes to the task of the Einsatzgruppen, you state that they would "have to check the identity of the prisoners and civilians. This does not mean that these people are going to be killed.” But, please, how does this interpretation of yours fit with e.g. what SS-Standartenführer Karl Jäger (EK 3) himself wrote in his report from Kaunas to Berlin, December 1, 1941: " Ich kann heute feststellen, dass das Ziel, das Judenproblem für Litauen zu lösen, vom EK 3 erreicht worden ist. In Litauen gibt es keine Juden mehr, ausser den Arbeitsjuden incl. ihrer Familien." The number of those killed by Jäger and his men (Joachim Hamann et al.) was 137.346. When it comes to the "Ziel" of the EG/EK - on whom are we to rely: On you - or on Karl Jäger? If you say that Karl Jäger - and the other commanders and members of the EG/EK - totally misunderstood the order - please provide proof - one or many, as you wish.
5. Often you repeat, "Show me or draw me a Nazi gas chamber". You have been doing so for years. Also, you claim that the much discussed Vergasungskeller (in Krema II, Birkenau) was not such a Nazi gas chamber. You, and others, have come up with various conflicting interpretations - gas shelters etc. etc. In other words, you are saying that the Vergasungskeller was not a Nazi gas chamber but something else. So, again, please give us just ONE PROOF that the Vergasungskeller, that we are here talking about, was not a Nazi gas chamber? And why did you not mention the note about the Gaskeller by Fritz Sander & Karl Schultze? And why did you not mention the Gasprüfer for Zyklon B?
Please, Professor Faurisson needs YOUR help!
Dr. Christian Lindtner
October 19, 2011.
tisdag 18 oktober 2011
Talk of the Town - Jeckelns Grossaktion i Riga 1941
Just som Karl Jäger den 1. december 1941 lagde en sidste hånd på sin rapport om udryddelsen af jøderne i Litauen, havde hans kolleger i Letland travlt med at løse en del af jødeproblemet i Riga. Ansvaret for løsningen af jødespørgsmålet lå her i hænderne på den Højere SS- og Politifører (HSSPF) Friedrich Jeckeln. Som HSSPF havde han navnlig til opgave at koordinere arbejdet mellem SS og de forskellige politiformationer, både tyske og lettiske.
Jeckeln havde i midten af måneden fået ordre til at likvidere jøderne i Rigas ghetto. Der var tale om en ordre fra Hitler, gennem Himmler, og Jeckeln og hans stab forberedte denne Grossaktion med vanlig tysk grundighed. At tilintetgøre jøderne, forklarede Jeckeln sine folk , var et spørgsmål om fædrelandspligt. Storaktionen begyndte tidligt om morgenen den 30. november, det var vinterkoldt og stadig mørkt. Ghettoen var blevet opdelt og afspærret med pigtråd. Jøderne blev drevet sammen i store grupper, og med godt en halv times mellemrum blev de under bevogtning i kolonner på omkring 1000 individer drevet i retning af Dünaburg. Gamle og svage og jøder med gangbesvær blev transporteret på ladet af lastbiler. Nogle blev skudt undervejs. Alle endte de i massegrave i Rumbula-skoven. Godt og vel 1000 tyske og lettiske politifolk m.fl. deltog i opgaven, der ikke kun omfattede selve henrettelserne, men også transport, kontrol, og bevogtning osv..
Denne Grossaktion kunne selvsagt ikke undgå at vække stor opmærksomhed i hele Riga. Blot på én dag havde Jeckeln og hans folk - herunder Dr. Stahlecker, chefen for Einsatzgruppe A, som allerede omtalt andetsteds - da mørket faldt på, likvideret 10- 12000 lettiske jøder. Storaktionen i Riga blev ikke blot talk of the town, men tilmed omtalt på britisk og sovjetisk radio samme dags aften.
Men det var ikke kun lettiske jøder, der endte som" sardiner i dåse" - for at bruge Jeckelns egen formulering - det var også omkring 1000 tyske jøder, der endte deres dage som dåsesardiner. Tidligt om morgenen den 30. ankom således en transport med jøder fra Berlin. Denne transport var oprindeligt bestemt til Kaunas i Litauen, men blev omdirigeret af Reichsbahn. Jeckeln handlede lynhurtigt. Jøderne fra Berlin var dårligt kommanderet af toget, før de endte i massegrave i Rumbula allerede før den første kolonne med ghettojøder fra Riga nåede frem til skoven. Samme dag, men først over middag, gjorde Himmler kl. 13:30 et meget omtalt notat i sin telefonkalender:" Judentransport aus Berlin" - "Keine Liquidierung." Dette notat afspejlede en telefonsamtale, Himmler havde med Heydrich, der på dette tidspunkt befandt sig i Prag.
Den almindelige ordre til Jeckeln lød på, at alle jøder skulle likvideres. Transporten fra Berlin medbragte et vist antal priviligerede jøder, der dannede undtagelse fra den almindelige regel. Jeckeln har vel været uvidende om dette særlige forhold, og dette indbragte ham senere en røffel fra hans chef, Himmler.
Likvideringen af alle disse ghettojøder var kun et første skridt i retning af det endelige mål. På grund af de elendige vejrforhold, dyb sne, måtte aktionen afbrydes, for først at blive genoptaget den 8. december.
På dette tidspunkt gives ordren af Dr. Rudolf Lange, den politichef, der også deltog i den såkaldte Wannsee-konference i Berlin den 20. januar 1942. Dette møde, sammenkaldt af Heydrich, var oprindeligt berammet til at finde sted den 9. december, men blev udsat. Årsagen til udsættelsen er uklar og omtvistet. Det kan meget vel tænkes, at Heydrich har lagt afgørende vægt på Dr. Langes deltagelse. Her var jo en "ekspert" i den praktiske løsning af jødeproblemet. Men netop i først halvdel af december 1941 var Dr. Lange travlt beskæftiget med praktiske spørgsmål i Letland.
Der er talrige vidner, tyske og lettiske, til den Grossaktion, der fandt sted i Riga den 30. november 1941. Jeckeln, der blev afhørt - og senere henrettet - af russerne, har ikke lagt skjul på hverken disse eller mange andre massehenrettelser, han som HSSPF havde ansvaret for.
En af de politifolk, der var til stede i Rumbula den 30. november, havde åbenbart fået nok, da han i december blev anmodet om igen at tage del i anden etappe af massakren på ghettojøderne i Riga. I hvert fald siges han at have erklæret: " Ti heste kan ikke trække mig ud til (Rumbula) igen!" Han blev fritaget for sin "fædrelandspligt".
Som man kunne forvente, har de såkaldte benægtere haft store problemer med at bortforklare massakren i Riga den 30. november 1941. Deres forudfattede opfattelse er jo den, at den tyske jødepolitik i anden halvdel af 1941 blot gik ud på at deportere jøderne østpå. Der var kun tale om en "territorial", dvs. geografisk løsning på jødespørgsmålet.
På sin sædvanlige forhastede måde har David Irving fortolket Himmlers telefonnotat på den måde, at vi her har et bevis på, at Hitler holdt hånden over jøderne. Hitler griber altså ind til fordel for jøderne, siger Irving. Hitler var altså en jødekærlig sjæl, mener Irving. Det er noget vrøvl af flere grunde. For det første nedfældede Himmler sit notat før han havde et møde med Hitler, dvs. før Hitler havde mulighed for at ytre sig om sagen. For det andet måtte det forhold, at Hitler forbød én enkelt jødehenrettelse jo betyde, at han i forvejen havde givet grønt lys for henrettelser i almindelighed. Altså kan Hitler ikke have været så jødevenlig, som Irving gik ud fra. Irving bestrider ikke selve massakren den 30. november. Han påberåber sig en vis general Bruns som vidne. Nu er det imidlertid lidt uklart, om Bruns var øjenvidne, eller blot havde hørt om massakren fra anden side.
Denne usikkerhed i forbindelse med ét enkelt usikkert vidne bliver dernæst misbrugt af Faurisson til at kaste tvivl over hele episodens historicitet. Faurisson ignorerer dermed på sin typiske måde alle de andre gode vidner.
Endelig har professor Butz i september 2008 givet sit besyv med. Butz mener, at "Keine Liquidierung" betyder, at toget fra Berlin ikke blev aflyst. Himmler og Heydrich har altså snakket om denne transport fra Berlin, og er blevet enige om at den fandt sted. Formålet med Butz´ komiske krumspring er altså at undgå enhver tale om at jøderne blev likvideret. Det var kun, siger Butz, selve transporten, der ikke blev likvideret. Den fandt sted, toget fra Berlin blev ikke aflyst! Hvad der så skete med jøderne fra Berlin, da de nåede frem til Riga om morgenen den 30. november, tør Butz ikke udtale sig om. I anden forbindelse hart Butz udtalt, at alle jøderne overlevede krigen. Det må altså også gælder de jøder, der endte i massegravene i Rumbula. For at forklare paradokset, kunne man formode, at Butz tror på kødets genopstandelse. Herom siger Butz dog intet.
Man ser altså, at de tre benægtere betjener sig af den sædvanlige metode: Enten ignorerer de bevislighederne, eller også fordrejer de dem.
Butz, der er amerikaner, tøver ikke med at fordreje det tyske sprog til ukendelighed , tilmed med støtte fra en tysker, Germar Rudolf, der siges at have støttet Butz i at "likvidere" kan betyde at "aflyse". Hvad mon en normal tysk jernbanefunktionær i 1941 ville forstå, hvis han fik at vide, at en jødetransport ikke var eller skulle likvideres? Hvad forstår en dansker eller svensker, hvis man siger til ham, at toget skal likvideres?Hvordan skulle han dog forstå Himmlers notat på den måde, at toget ikke var blevet aflyst, dvs. at toget afgik til tiden, planmæssigt?
Der er hverken hoved eller hale på den slags vrøvl og spidsfindigheder. Som man kunne vente, "glemmer" de alle at nævne den hovedansvarlige for dette kapitel af Endlösung der Judenfrage - Friedrich Jeckeln. Man kan læse mere, med udførlige kildehenvisninger, hos Wolfgang Curilla, Die deutsche Ordnungspolizei und der Holocaust im Baltikum und in Weissrussland 1941-1944, Paderborn 2006, pp. 214-243.
Dr. Christian Lindtner
Den 18. oktober, 2011.
 |
| Friedrich Jeckeln |
Denne Grossaktion kunne selvsagt ikke undgå at vække stor opmærksomhed i hele Riga. Blot på én dag havde Jeckeln og hans folk - herunder Dr. Stahlecker, chefen for Einsatzgruppe A, som allerede omtalt andetsteds - da mørket faldt på, likvideret 10- 12000 lettiske jøder. Storaktionen i Riga blev ikke blot talk of the town, men tilmed omtalt på britisk og sovjetisk radio samme dags aften.
Men det var ikke kun lettiske jøder, der endte som" sardiner i dåse" - for at bruge Jeckelns egen formulering - det var også omkring 1000 tyske jøder, der endte deres dage som dåsesardiner. Tidligt om morgenen den 30. ankom således en transport med jøder fra Berlin. Denne transport var oprindeligt bestemt til Kaunas i Litauen, men blev omdirigeret af Reichsbahn. Jeckeln handlede lynhurtigt. Jøderne fra Berlin var dårligt kommanderet af toget, før de endte i massegrave i Rumbula allerede før den første kolonne med ghettojøder fra Riga nåede frem til skoven. Samme dag, men først over middag, gjorde Himmler kl. 13:30 et meget omtalt notat i sin telefonkalender:" Judentransport aus Berlin" - "Keine Liquidierung." Dette notat afspejlede en telefonsamtale, Himmler havde med Heydrich, der på dette tidspunkt befandt sig i Prag.
Den almindelige ordre til Jeckeln lød på, at alle jøder skulle likvideres. Transporten fra Berlin medbragte et vist antal priviligerede jøder, der dannede undtagelse fra den almindelige regel. Jeckeln har vel været uvidende om dette særlige forhold, og dette indbragte ham senere en røffel fra hans chef, Himmler.
Likvideringen af alle disse ghettojøder var kun et første skridt i retning af det endelige mål. På grund af de elendige vejrforhold, dyb sne, måtte aktionen afbrydes, for først at blive genoptaget den 8. december.
På dette tidspunkt gives ordren af Dr. Rudolf Lange, den politichef, der også deltog i den såkaldte Wannsee-konference i Berlin den 20. januar 1942. Dette møde, sammenkaldt af Heydrich, var oprindeligt berammet til at finde sted den 9. december, men blev udsat. Årsagen til udsættelsen er uklar og omtvistet. Det kan meget vel tænkes, at Heydrich har lagt afgørende vægt på Dr. Langes deltagelse. Her var jo en "ekspert" i den praktiske løsning af jødeproblemet. Men netop i først halvdel af december 1941 var Dr. Lange travlt beskæftiget med praktiske spørgsmål i Letland.
Der er talrige vidner, tyske og lettiske, til den Grossaktion, der fandt sted i Riga den 30. november 1941. Jeckeln, der blev afhørt - og senere henrettet - af russerne, har ikke lagt skjul på hverken disse eller mange andre massehenrettelser, han som HSSPF havde ansvaret for.
En af de politifolk, der var til stede i Rumbula den 30. november, havde åbenbart fået nok, da han i december blev anmodet om igen at tage del i anden etappe af massakren på ghettojøderne i Riga. I hvert fald siges han at have erklæret: " Ti heste kan ikke trække mig ud til (Rumbula) igen!" Han blev fritaget for sin "fædrelandspligt".
Som man kunne forvente, har de såkaldte benægtere haft store problemer med at bortforklare massakren i Riga den 30. november 1941. Deres forudfattede opfattelse er jo den, at den tyske jødepolitik i anden halvdel af 1941 blot gik ud på at deportere jøderne østpå. Der var kun tale om en "territorial", dvs. geografisk løsning på jødespørgsmålet.
På sin sædvanlige forhastede måde har David Irving fortolket Himmlers telefonnotat på den måde, at vi her har et bevis på, at Hitler holdt hånden over jøderne. Hitler griber altså ind til fordel for jøderne, siger Irving. Hitler var altså en jødekærlig sjæl, mener Irving. Det er noget vrøvl af flere grunde. For det første nedfældede Himmler sit notat før han havde et møde med Hitler, dvs. før Hitler havde mulighed for at ytre sig om sagen. For det andet måtte det forhold, at Hitler forbød én enkelt jødehenrettelse jo betyde, at han i forvejen havde givet grønt lys for henrettelser i almindelighed. Altså kan Hitler ikke have været så jødevenlig, som Irving gik ud fra. Irving bestrider ikke selve massakren den 30. november. Han påberåber sig en vis general Bruns som vidne. Nu er det imidlertid lidt uklart, om Bruns var øjenvidne, eller blot havde hørt om massakren fra anden side.
Denne usikkerhed i forbindelse med ét enkelt usikkert vidne bliver dernæst misbrugt af Faurisson til at kaste tvivl over hele episodens historicitet. Faurisson ignorerer dermed på sin typiske måde alle de andre gode vidner.
Endelig har professor Butz i september 2008 givet sit besyv med. Butz mener, at "Keine Liquidierung" betyder, at toget fra Berlin ikke blev aflyst. Himmler og Heydrich har altså snakket om denne transport fra Berlin, og er blevet enige om at den fandt sted. Formålet med Butz´ komiske krumspring er altså at undgå enhver tale om at jøderne blev likvideret. Det var kun, siger Butz, selve transporten, der ikke blev likvideret. Den fandt sted, toget fra Berlin blev ikke aflyst! Hvad der så skete med jøderne fra Berlin, da de nåede frem til Riga om morgenen den 30. november, tør Butz ikke udtale sig om. I anden forbindelse hart Butz udtalt, at alle jøderne overlevede krigen. Det må altså også gælder de jøder, der endte i massegravene i Rumbula. For at forklare paradokset, kunne man formode, at Butz tror på kødets genopstandelse. Herom siger Butz dog intet.
Man ser altså, at de tre benægtere betjener sig af den sædvanlige metode: Enten ignorerer de bevislighederne, eller også fordrejer de dem.
Butz, der er amerikaner, tøver ikke med at fordreje det tyske sprog til ukendelighed , tilmed med støtte fra en tysker, Germar Rudolf, der siges at have støttet Butz i at "likvidere" kan betyde at "aflyse". Hvad mon en normal tysk jernbanefunktionær i 1941 ville forstå, hvis han fik at vide, at en jødetransport ikke var eller skulle likvideres? Hvad forstår en dansker eller svensker, hvis man siger til ham, at toget skal likvideres?Hvordan skulle han dog forstå Himmlers notat på den måde, at toget ikke var blevet aflyst, dvs. at toget afgik til tiden, planmæssigt?
Der er hverken hoved eller hale på den slags vrøvl og spidsfindigheder. Som man kunne vente, "glemmer" de alle at nævne den hovedansvarlige for dette kapitel af Endlösung der Judenfrage - Friedrich Jeckeln. Man kan læse mere, med udførlige kildehenvisninger, hos Wolfgang Curilla, Die deutsche Ordnungspolizei und der Holocaust im Baltikum und in Weissrussland 1941-1944, Paderborn 2006, pp. 214-243.
Dr. Christian Lindtner
Den 18. oktober, 2011.
måndag 3 oktober 2011
Welcome to Maly Trostinec!
Once the deniers claim that it was not the intention of Hitler to have the Jews exterminated, they are forced to explain what, then, actually happened to the Jews who were deported to the East.
Mr. Mattogno and Mr. Graf - one of "the heavies of Revisionism", according to Dr. F. Toben - face this puzzle in their 2002 book about Treblinka. Vernichtungslager oder Durchgangslager?, pp. 316-325. The title of this chapter reads, "Das Endziel der nach Osten deportierten Juden". What, then, was the Endziel of the European Jews in, say, 1942?
The authors admit that, due to lack of documentation, they are unable to say with certainty where or what the final goal of the deportations of European Jews actually was. Various German sources are quoted to the effect that the Jews are living and working in the East. Camps like Treblinka and Sobibor were, therefore, not at all extermination camps. They were not the final destination; they were merely transit camps. From here, the Jews would "cross the border", and go East - to a new and happy life - or how?
Despite their contempt for "official German historians", the authors end by quoting C. Gerlach, who writes (p. 325) that the Jews were brought by train to Minsk. That the Jews were also brought by train to Minsk is quite true. But the question is: What happened to the Jews once they arrived in Minsk?
Are the authors in good faith when claiming that we have no documentation for what happened once they arrived by train e.g. in Minsk?
The fact is that we have very good German documentation for what actully happened to at least a good deal of the Jews who arrived in Minsk by train, and that we, moreover, have had this documentation at least since 1965, when, in Vienna, Fritz Baaede et al.edited the book "Unsere Ehre heisst Treue". Kriegstagebuch des Kommandostabes des Reichführer-SS, Tätigkeitsberichte der 1. und 2. SS-Inf.-Brigade, der 1. SS-Kav.-Brigade und von Sonderkommando der Waffen-SS.
More recently, these sources were also used by Alfred Gottwaldt & Diana Schulle, Die "Judendeportationen" aus dem Deutschen Reich 1941-1945, Wiesbaden 2005.
One of those Germans who already in 1965 could have helped Mattogno and Graf solve the problem of what happened to European Jews who arrived in Minsk, was SS-Unterscharführer Arlt.
Arlt, stationed in Minsk, wrote a report dated May 17, 1942. Here we read:
"Am 4. Mai 1942 gingen wir bereits wieder daran, neue Gruben in der Nähe des Gutes vom Kdr. (Kommandeur) selbst auszuheben. Auch diese Arbeiten nahmen 4 Tage in Anspruch. Am 11. Mai traf ein Transport mit Juden (1000 Stück) aus Wien in Minsk ein, und wurden gleich vom Bahnhof zur obengenannten Grube geschafft. Dazu war der Zug direkt an der Grube eingesetzt. Am 13. Mai beaufsichtigten 8 Mann die Ausgrabung einer weiteren Grube, da in nächter Zeit abermals ein Transport mit Juden aus dem Reich hier eintreffen soll."
There are several similar reports from Arlt from this period, and they fit nicely with what we know independently about the number, dates etc. of the trains that left Vienna for Minsk and other destinations in the East.
In the following months, June, July, August and September, trains arrived in Minsk not just from Vienna, but also from Königsberg/Berlin, Theresienstadt and Köln.
In September 1942 huge transports of Jews from Theresienstadt were directed to Treblinka. The numbers of the trains and the number of the Jews on these trains are known. For details, see Gottwaldt & Schulle, op. cit., pp. 237-247.
It is a great pity that Arlt and Maly Trostinec are never mentioned by Faurisson and his imitators. Why do the deniers ignore these important sources?
The picture we get from reading Arlt´s contemporary reports leaves us in no doubt about the "Endziel" of thousands of European Jews who were deported to Minsk and Maly Trostinec: Here the SS and the mass graves were waiting for them.
It was certainly not wrong when Himmler, in a speech given in the Haus der Flieger in Berlin, June 9, 1942 said:
"Die Völkerwanderung der Juden werden wir in einem Jahr bestimmt fertig haben; dann wandert keiner mehr" (Geheimreden, 1974, p. 159).
But it was not the full truth; Himmler was vague - understandably so. What happened to the Jews was a "Geheime Reichssache".
In Posen, on October 4, 1943, Himmler was more explicit (ibid., p. 169):
"Es musste der schwere Entschluss gefasst werden, dieses Volk von der Erde verschwinden zu lassen."
Unterscharführer Arlt and his men would have know precisely what Himmler was aiming at. How can deniers still pretend to be ignorant of these obvious facts?
Dr. Christian Lindtner
October 3, 2011
Mr. Mattogno and Mr. Graf - one of "the heavies of Revisionism", according to Dr. F. Toben - face this puzzle in their 2002 book about Treblinka. Vernichtungslager oder Durchgangslager?, pp. 316-325. The title of this chapter reads, "Das Endziel der nach Osten deportierten Juden". What, then, was the Endziel of the European Jews in, say, 1942?
The authors admit that, due to lack of documentation, they are unable to say with certainty where or what the final goal of the deportations of European Jews actually was. Various German sources are quoted to the effect that the Jews are living and working in the East. Camps like Treblinka and Sobibor were, therefore, not at all extermination camps. They were not the final destination; they were merely transit camps. From here, the Jews would "cross the border", and go East - to a new and happy life - or how?
Despite their contempt for "official German historians", the authors end by quoting C. Gerlach, who writes (p. 325) that the Jews were brought by train to Minsk. That the Jews were also brought by train to Minsk is quite true. But the question is: What happened to the Jews once they arrived in Minsk?
Are the authors in good faith when claiming that we have no documentation for what happened once they arrived by train e.g. in Minsk?
The fact is that we have very good German documentation for what actully happened to at least a good deal of the Jews who arrived in Minsk by train, and that we, moreover, have had this documentation at least since 1965, when, in Vienna, Fritz Baaede et al.edited the book "Unsere Ehre heisst Treue". Kriegstagebuch des Kommandostabes des Reichführer-SS, Tätigkeitsberichte der 1. und 2. SS-Inf.-Brigade, der 1. SS-Kav.-Brigade und von Sonderkommando der Waffen-SS.
More recently, these sources were also used by Alfred Gottwaldt & Diana Schulle, Die "Judendeportationen" aus dem Deutschen Reich 1941-1945, Wiesbaden 2005.
One of those Germans who already in 1965 could have helped Mattogno and Graf solve the problem of what happened to European Jews who arrived in Minsk, was SS-Unterscharführer Arlt.
Arlt, stationed in Minsk, wrote a report dated May 17, 1942. Here we read:
"Am 4. Mai 1942 gingen wir bereits wieder daran, neue Gruben in der Nähe des Gutes vom Kdr. (Kommandeur) selbst auszuheben. Auch diese Arbeiten nahmen 4 Tage in Anspruch. Am 11. Mai traf ein Transport mit Juden (1000 Stück) aus Wien in Minsk ein, und wurden gleich vom Bahnhof zur obengenannten Grube geschafft. Dazu war der Zug direkt an der Grube eingesetzt. Am 13. Mai beaufsichtigten 8 Mann die Ausgrabung einer weiteren Grube, da in nächter Zeit abermals ein Transport mit Juden aus dem Reich hier eintreffen soll."
There are several similar reports from Arlt from this period, and they fit nicely with what we know independently about the number, dates etc. of the trains that left Vienna for Minsk and other destinations in the East.
In the following months, June, July, August and September, trains arrived in Minsk not just from Vienna, but also from Königsberg/Berlin, Theresienstadt and Köln.
In September 1942 huge transports of Jews from Theresienstadt were directed to Treblinka. The numbers of the trains and the number of the Jews on these trains are known. For details, see Gottwaldt & Schulle, op. cit., pp. 237-247.
It is a great pity that Arlt and Maly Trostinec are never mentioned by Faurisson and his imitators. Why do the deniers ignore these important sources?
The picture we get from reading Arlt´s contemporary reports leaves us in no doubt about the "Endziel" of thousands of European Jews who were deported to Minsk and Maly Trostinec: Here the SS and the mass graves were waiting for them.
It was certainly not wrong when Himmler, in a speech given in the Haus der Flieger in Berlin, June 9, 1942 said:
"Die Völkerwanderung der Juden werden wir in einem Jahr bestimmt fertig haben; dann wandert keiner mehr" (Geheimreden, 1974, p. 159).
But it was not the full truth; Himmler was vague - understandably so. What happened to the Jews was a "Geheime Reichssache".
In Posen, on October 4, 1943, Himmler was more explicit (ibid., p. 169):
"Es musste der schwere Entschluss gefasst werden, dieses Volk von der Erde verschwinden zu lassen."
Unterscharführer Arlt and his men would have know precisely what Himmler was aiming at. How can deniers still pretend to be ignorant of these obvious facts?
Dr. Christian Lindtner
October 3, 2011
Prenumerera på:
Inlägg (Atom)